Frederiksborg Slot – Marmorgalleriet

Marmorgalleriet på Frederiksborg Slot er under restaurering. Restaureringen omfatter en genskabelse af de 19 statuer af græsk-romerske guder, som Christian 4. fik sat op i 1619-21.
Statuerne er hugget i sandsten fra Gotland, som den gang var dansk. Arbejdet blev udført i Amsterdam på værkstedet tilhørende den hollandske arkitekt og billedhuggers Hendrick de Keyser.
Tidens tand og senest slottets brand i 1859 havde sat sit kraftigt præg på de oprindelige skulpturer. Flere fandtes ikke længere og resterne af de oprindelig skulpturer var dels udstillet i den del af slottet som betegnes Løngangen, dels opmagasineret i Lapidariet i slottets kælder.
Som et teknisk bidrag til en løbende diskussion om den oprindelige udformning af skulpturernes afbildede guder blev der udtaget meget små prøver af sandstenen fra de bevarede dele af skulpturerne. Prøverne blev til stor del udtaget i områder med mikroskopiske farvespor. Prøvestørrelsen var ned til 1-2 mm.
Efter mikroskopisk analyse af fremstillede tyndslib af prøverne kunne det bekræftes, at skulpturerne var fremstillet af Gotlandssandsten fra formentligt forskellige stenbrud. Sandstenens lagdeling, som normalt er usynlig for det blotte øje, kunne fastlægges og dermed bidrage til at sandsynliggøre, hvordan de enkelte skulpturfragmenter havde været placeret i de oprindelige skulpturer.
Tyndslibsanalyserne kunne endvidere afsløre, at skulpturerne havde været malede helt fra starten og at der efterfølgende var udført flere overmalinger over en lang årrække. Kuløren havde været hvid, men med mørke aftegninger. Skulpturerne af lysegrå Gotlandssandsten har skullet fremstå som hvidt marmor med mørk marmorering.